Radio Frihed

 

I may not agree with what you say, but I will defend to the death your right to say it.
Thomas Jefferson.

I Danmark er pladsen til forskellighed blevet snæver og normalitetsgrænserne indsnævres. Det er bekymrende, at den personlige suverænitet udtrykt i Menneskerettighederne, afgives gradvist på frivillig basis af danskerne selv i disse år. Om få år risikerer vi at kigge os længselsfuldt over skulderen for at spørge os selv, hvordan det gik til. Med mindre vi retter blikket mod fremtiden. Erkender, at den har potentiale til at blive meget mørkere end nogen økonomisk krise kan måle sig med, hvis vi ikke holder fast i menneskets ret til at ytre tanke og forsvarer den ret i dag. 

En tysk illustration fra før Murens fald har fulgt mig, siden jeg så den i en bog for 30 år siden. Den har formodentlig den eneste pointe, jeg husker: En tysker gik tilfreds hen ad gaden. ” Die Gendanken sind frei!”, tænkte han begejstret. “Denkst du!”, tænkte den lige så tilfredse agent i cottoncoat, skæg og briller bag ham.

Den frie verden

Danskere bliver voksne med en helt vidunderlig intakt barnetro om, at vi lever i Den Frie Verden. Vi er født under et gentagent mantra om, at her kan vi kan tænke, hvad vi vil. En behagelig tanke, der holder paraderne permanent sænkede på generationer af borgere. Frihed til tanke er noget, man kæmper for andre steder, tænker vi, somom frihed kan gradbøjes. Vi selv er rigtig frie mennesker! Individer! Vi er os selv og har friheden til at udtrykke det! Et folk, der ikke er på vagt, kan som bekendt tages stille om natten uden en eneste protest – og taget bliver vi . Men vi lever så trygt i illusionen om fred og ingen fare, at vi, som folk betragtet, er ganske tandløst. 

Ekstremen

Med gummerne klemt om sutteflasken med øl i, kvækker vi nu kollektivt forargede som små prinsesser fredag aften : “Duer ikke- væk!” om vore medmennesker. Jo skævere – jo voldsommere og hurtigere skal de ud af konkurrencer og tv- shows. Tanken om et perfekt støv-& lydefrit samfund forekommer faktisk ikke længere umenneskeligt for den almene borger. Han optrænes indtil det forekommer ham helt berettiget konsekvent at kræve en bortskaffelse af alt, han er uenig med. Vi har nu født generationer, der er opvokset med dette krav som en naturlig del af det at være menneske: Enten passer du ind i den satte ramme eller også ryger du ud. Herskerens drøm er blevet slavens krav og vi kræver med een mund: Tag dem væk.

Det er ikke svært at skabe dette krav og give det et skær af rimelighed og menneskelighed. Alt, man behøver, er, at præsentere befolkningen for modbydelige ekstremer og få ham til at tro, at ekstremen bliver en kommende normal, med mindre tankegangen kræves øjeblikkeligt fjernet og kontrolleret. Enhver, der får lagt en lort i hånden, vil gøre alt for at skaffe sig af med den i en fart uden een eneste anden tanke end at det skal gå hurtigt. Det er en såre naturlig reaktion. Den natur, kan man bruge på mange måder- hvis man ønsker at styre og overvåge tanke. Løbende medie præsentationer af modbydelige ekstremer rejser krav i befolkningen, der tilsyneladende kommer fra befolkningen selv. Præsenteres en ekstrem ofte nok nok, vil borgerne øjeblikkeligt reagere helt efter hensigten: Forbyd dette, stop hint, lovgiv her- overvåg overalt. Fjern uhyrerne fra verdens overflade. I vort kollektive shock over ekstremen ber’ vi i samme tilbageholdte åndedrag om at få lænkerne lagt om vor egen frihed til tanke.

De ER ækle. Men de er et kunstigt opdyrket fåtal og de fleste mennesker vil gå gennem livet uden at møde een eneste af dem. Og dog garderer og barikaderer vi os bag tyverialarmer og krav om overvågning og lovgivning som aldrig før. Ganske langsomt nærmer vi os en kollektiv, national indstilling, hvor kun de politisk korrekte har et menneskes fulde rettigheder. Og den gruppe bliver stadig snævrere.

Kriminalisering af tanke
Nordmændene synes nu med deres egen tragedie i ryggen at følge lignende linje. Mads Wedel-Ipsen har i en blog videregivet et uddrag af Det norske politis trendrapport for 2012, side 42. Et uddrag, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Her nævnes “konspirationsteoretikere” som en af de grupper, der bør få politiets interesse, idet de forstyrrer samfundsordenen og udgør en ubehagelighed for de myndighedspersoner, der opsøges af dem. Det tilføjes, at flere af disse personer har psykiatriske diagnoser. Jeg skal ikke betvivle norsk politis vurdering af, at det er ubehageligt for myndighedspersoner, der tjener et styre, at blive opsøgt at mennesker, som kan være uenige i hensigten bag et sådan styre. Ej heller betvivler jeg, at der (også) findes psykiatriske diagnoser i dette hjørne af tanke. Det betyder dog langt fra, at enhver tvivl, der ytres omkring bevæggrundene for verdens regeringer og magthavere er udslag af psykisk ustabilitet. Linjerne på side 42 tager – sammen med stigende politiske ønsker om øget global overvågning af nettet ( http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/01/27/180045.htm#.TyNgyeeLHHQ.email ) en drejning mod et samfund, som få mennesker kan ønske sig at leve i.

Verden har altid rummet ekstremer i et fåtal. Men når fåtallets medieforstørrede irrationaliteter i befolkningen formes til generel accept af kriminalisering og overvågning af tanke, er konsekvensen heraf ikke tænkt til ende.

Der mangler noget

Det forlød fornyligt i den vestlige presse, at de, der ikke græd inderligt nok, da “Den Kære Leder” i Nord- Korea gik bort, nu kunne se frem til ½ år i arbejdslejr. I Vesten kan befolkninger, der billiger at al opponerende tanke stemmes ud, allerede nu begynde at øve sig på at græde. Tilbage står i ovenstående lys en potentiel fremtid, hvor kun den politisk korrekte tillades at ytre sig. Idag kræver det end ikke længere fantasifuld konspirationsteori at se med det blotte øje.
I bund og grund tror jeg – og det står helt for egen regning- at vi forledes til at tro, at politik på en eller anden fløj eller midte er et brugbart svar. Historien viser noget andet. Fortsat reducering af mennesket til optælling af hjerneceller og DNA er heller ikke et endegyldigt svar. Hvis der kun er celler og reaktion, er al tanke vel generelt uinteressant og bør afskaffes ved førstkommende lejlighed? Ypperstepræster er heller ikke interessante. Alle afprøvede veje, hvor årsagerne er lagt udenfor os selv, er afsøgte uden at have affødt andet end en verden, der har bølget mellem seklers frihed eller slaveri. Vi står stadig barhovede og afsøger himlen for svar. At nålen i Europa nu igen svinger mod kontrol af tanke er dog rystende. Konsekvenserne bør det ligge enhver borger på sinde at reagere på i tide. Tiden er nu – for at sige det mildt.